Underlivsbetændelse

Hvad er underlivsbetændelse?

Underlivsbetændelse er betegnelsen for en lang række infektioner forårsaget af bakterier eller andre mikroorganismer i de kvindelige kønsorganer. Det er en potentiel alvorlig sygdom, der i den milde form optræder med lette underlivssmerter og i de sværeste tilfælde kan sprede sig til æggestokke og bughule med risiko for senfølger så som ufrivillig barnløshed og kroniske underlivssmerter. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på sygdomstegnene i ugerne efter fødslen, så effektiv behandling kan opstartes tidligt.

 

Hvad skyldes underlivsbetændelse efter fødslen?

Betændelsen skyldes, at bakterier eller andre mikroorganismer i forbindelse med fødslen transporteres ind i livmoderhulen, hvorfra de kan sprede sig videre ud i æggeledere, æggestokke og i værste fald til bughulen. Underlivsbetændelse efter fødslen ses hos 1-3 % af alle kvinder, der har født gennem skeden og hos 7 % af de kvinder, som får foretaget planlagt kejsersnit. Ved akutte kejsersnit er risikoen for underlivsbetændelse højere.

 

                         

Hvad er tegnene på underlivsbetændelse?

Hvis man får feber (større en 38⁰C) og smerter i underlivet eller ildelugtende udflåd fra skeden i ugerne efter fødslen, er det vigtigt at kontakte læge. Underlivssmerterne forværres ofte ved bevægelse.

 

Hvad er behandlingen?

Oftest kan man nøjes med antibiotikabehandling, men der kan dog i enkelte tilfælde sidde moderkagerester tilbage i livmoderen, som skal fjernes ved en udskrabning. Man ordinerer antibiotika, som ikke skader barnet ved amning, og som dækker bredt (rammer flere forskellige bakterier). Inden behandlingsopstart foretages en gynækologisk undersøgelse for at fastslå diagnosen, og der podes med en lille vatpind fra livmoderhalsen, så man kan vurdere hvilken mikroorganisme, der har forårsaget betændelsen. Når der foreligger podningssvar efter ca. 4 dage, vil der eventuelt være behov for at ændre på antibiotikabehandlingen for at opnå maksimal effektivitet.

Det er vigtigt at behandle underlivsbetændelse hurtigst muligt, så betændelsen ikke spreder sig. Ligeledes er det vigtigt at fortsætte behandlingen så længe som anvist, selvom man ikke længere føler sig syg, da betændelsen ellers kan blusse op igen og blive sværere at behandle. Det er desuden en god idé at tage det med ro og holde sig varm.

 

Hvad betyder en underlivsbetændelse for mig?

En underlivsbetændelse kan forårsage underlivssmerter og almen sygdomsfornemmelse. I sværere tilfælde kan infektionen betyde at du må genindlægges på sygehuset med dit barn og eventuelt få foretaget en udskrabning i fuld bedøvelse. Såfremt infektionen når at sprede sig før behandlingsstart, er der risiko for senfølger som ovenfor nævnt. Dette er dog sjældent ved underlivsbetændelse efter fødsel.